![]() |
EGEBJERGNETTET
På generalforsamlingen den
26. marts blev den foreløbige forening nedlagt og erstattet af en ny
interesseforening. Hjemmesiden vil snarest blive ajourført. |
![]() ![]() ![]() ![]() ![]() ![]() ![]() ![]() ![]() ![]() ![]() ![]() Kontakt: post@egebjergnettet.dk
|
Referat fra den stiftende generalforsamling i den foreløbige Antenne- og Bredbåndsforening EGEBJERGNETTET Afholdt mandag den 24. oktober i Fælleshuset, Agernhaven 8
Bent Kristensen bød velkommen til de godt 60 fremmødte og præsenterede medlemmerne af den lille 6-mandsgruppe, der har arbejdet med sagen siden maj i år.
Thomas Seeberg valgtes herefter til ordstyrer.
Thomas opridsede kort formålet med mødet: at danne en ny forening, der kan fremskaffe et egentligt tilbud på etablering af et net for levering af billig telefoni, TV og Internet, jf. også senere.
Projektets status og hidtidige forløb
Bent Kristensen foretog en gennemgang af den dias-præsentation, som efterfølgende er lagt på www.egebjergnettet.dk
Han fremhævede bl.a., at interessen fra husstandene i området har været stigende i de seneste måneder, og at de foretagne beregninger viser, at der for de tilknyttede husstande vil være en pæn besparelse, oftest flere tusinde kroner om året, ved at etablere et beboernet. Hertil kommer så fordelene ved de nye tjenester.
Formålet med etablering af denne midlertidige forening er at danne en selvstændig juridisk person til at stå for forhandlinger m.m . og – ikke mindst – med en gennem medlemskontingentet fremskaffet kapital til at ansætte professionelle rådgivere.
Spørgsmål og svar
Der var meget stor spørgelyst, hvorfor ikke alle spørgsmål og svar refereres her.
Spm: Hvor stor er den gennemsnitlige besparelse i forhold til udgiftsniveauet? Sv.: Besparelsen ligger i gennemsnit på ca. 50% af udgifterne i dag.
Spm: Når man søger på BallerupNettet på Google, fremkommer et beboernet? Sv.: Det er korrekt; navnet BallerupNettet ejes i henhold til Varemærketidende af Fascom, som driver nogle større beboernet i Ballerup og andre steder. Det er formentlig en fejl fra Kommunens side, at forholdet ikke er undersøgt inden navngivningen.
Spm: Først en meget stor tak for gruppens indsats; jeg venter nu for tredie gang i år – og på tredje uge - på TDC’s fejlretning! Men: hvilke valgmuligheder har man mht. TV pakker? Sv.: Det er forskelligt fra udbyder til udbyder; ComX har f.eks. 5 pakker, men der er typisk tale om flere valgmuligheder og lavere priser.
Spm: Hvilke TV kanaler bliver der tale om? Sv: Det vil først blive afklaret, når vi har et endeligt tilbud; men et fibernet vil kunne rumme alt det, vi ønsker os og vil betale for.
Spm.: Er NESA ikke på vej med et fibernet? Sv. Efter de foreliggende planer vil NESA først lægge fibernet i Egebjerg i 2008. Vi har kontakt til NESA, som ikke helt afviser at vi vil kunne forhandle en fremrykning. Vi vil formentlig til sin tid skulle vælge mellem f.eks. det af NESA ejede net, hvor udgiften til leje af selve fiberen p.t. er på 179 kr. om måneden, så længe abonnementet varer. Vælger vi selv at eje fibernettet, vil vi skulle betale et éngangsbeløb på formentlig 15.000 ved etableringen; hvilket svarer til ca. syv års betaling til NESA. Der er så i vore papirer tillagt et årligt beløb til drift og vedligehold af vort eget net.
Spm: Inkluderer de 15.000 den interne kabling i vore huse? Sv: Nej; nettet afsluttes i en indvendig boks, og den enkelte står selv for kablingen internt i huset. De eksisterende kabler vil dog i de tilbud, vi ser på, fortsat kunne bruges, idet de selvfølgelig skal forbindes til nævnte boks. Denne kabling vil den enkelte formentlig kunne få et særskilt tilbud på.
Spm: Et sådant net kan betragtes i flere lag. Selve fiberen i jorden holder længe, medens det tekniske udstyr i nettet vil kunne have en kortere levetid og derfor skulle repareres/opgraderes/fornyes. Nettet vil også skulle drives/administreres. Er udgifter hertil indregnet? Sv: Disse udgifter vil vi få vurderet ved hjælp af den rådgiver, vi regner med at kontrahere med. Den løbende administration af nettet skulle være indregnet i vore tal.
Spm: Kan det blive endnu billigere, f.eks. hvis vi får rigtig mange med? Sv: Det er ikke umuligt; jo flere, vi er, jo stærkere forhandlingsposition står vi i overfor udbyderne, men det vil afhænge af andre faktorer også til den tid. Vi vil naturligvis dyrke mulighederne nærmere sammen med rådgiveren, og da det er en non-profit forening vil enhver opnået besparelse komme foreningen og dens medlemmer til gode. Det vi i dag ved, viser ret klart at det bliver billigst for de, der er med fra starten.
Spm: Jeg kommer fra Nysøvang. Det er et flot stykke pionerarbejde, I laver. Jeg håber, vi kan drage nytte af det; og måske komme med? Sv. De foreliggende tilbud omfatter ikke Nysøvang kvarteret; men vi har i vedtægtsforslaget afgrænset foreningen til Ballerup Nord. Kan kvarteret mønstre 30% tilslutning er der dog næppe problemer.
Spm: Jeg har en annonce med et tilsyneladende godt tilbud fra et svensk firma til jeres overvejelser. Sv. Det ser vi på. Umiddelbart ligner det en ulempe, at de lejer sig ind på TDC’s kobber, der som flere andre tekniske løsninger, vi har set på (eks WIMAX), har visse begrænsninger, især med hensyn til kapaciteten). Vi tror på at fiber er det mest fremtidssikre!
Spm: Ja, hvis det kun er til Internet kan mange teknologier bruges. Hvis nettet skal være fremadrettet, skal det være fiber. Kunne NESA’s fremrykkes? Sv: Vi er i kontakt med dem, og de tænker over sagen. Spm: Hvad med IP telefoni? Sv: Det har vi med i tilbuddene.
Spm: Hvilken rådgivning får vi? Gode rådgivere er dyre. Sv: Ja, vi får det vi har råd til. På beboernet-området findes dog erfarne, velkvalificerede rådgivningsfirmaer, som er villige til at lade en pæn del af deres betaling afhænge af, om projektet gennemføres, og vil så for Egebjergnettet være en lille del af de totale etableringsomkostninger.
Spm: Kommunen yder 3 mio kr. af skatteborgernes penge til at få et Ballerupnet ud til alle. Hænger det så sammen, at vi selv så også investerer i eget net for vore egne penge? Sv: BallerupNettet er alene TDC’s standardtjenester til de generelle landsdækkende priser. Tjenesterne vil her i området blive leveret på telefonkablerne eller TV-kablerne, der begge har stærke kapacitetsbegrænsninger. Hertil kommer, at vore beregninger viser, at det i gennemsnit vil koste husstandene ca 5.000 kr. om året at bruge TDC/BallerupNettet frem for vort eget net.
Spm: TDC har dog investeret 50 mio kr. i nettet, og boligselskaberne synes ret begejstrede for BallerupNettet. Sv. TDC har opgraderet ”hovednettet” og lagt en gedigen fiber”ring” i kommunen og store kunder kan kobles på denne (en pris herfor på 35.000 kr. om året har været nævnt). Vi vil eventuelt kunne opnå fordele ved at koble os på gennem vort eget net. Som enkeltkunder vil en tilkobling skulle ske via ADSL eller Tvkablerne, der som nævnt har en del begrænsninger. TDC garanterer kun levering af ca 4½ MB, hvilket svarer til én TV-kanal til huset ad gangen og én 512 MB ADSL forbindelse. Og det er som nævnt væsentligt dyrere end et eget net.
”Spm”: Hvorfor skulle vi bruge BallerupNettet, når der ikke er særlige fordle ved det? Skulle vi betale nogle tusinde om året for at støtte BallerupNettet? Det forekommer, at kommunen har været utroligt dårlige forhandlere!
Spm: Vi har i dag et net, kabel-TV-nettet, hvor vi kan få det hele. Kunne vi købe det af TDC? Sv. Nettet har for mange begrænsninger, og TDC vil næppe sælge det.
”Spm:” Det handler grundlæggende om, at skaffe os et alternativ til TDC mht. infrastrukturen”. Sv Stor applaus!
Spm: Kunne man spare ved at aftale samgravning med NESA? Sv: Det skal forsøges, men er næppe realistisk.
Vejledende afstemning om at gå videre med arbejdet. Det blev énstemmigt vedtaget at gå videre!
Foreningens vedtægter
Det med indkaldelsen til den stiftende generalforsamling udsendte udkast blev gennemgået side for side.
En række konkrete forhold blev indgående drøftes, og der aftaltes nogle konkrete ændringer og tilføjelser.
Vedtægterne blev herefter énstemmigt vedtaget med de aftalte ændringer og tilføjelser. Vedtægternes endelige udformning kan ses på www.egebjergnettet.dk
Under drøftelserne aftaltes det, at bestyrelsen skal overveje tegning af en ”bestyrelsesansvarsforsikring”.
Kontingent
Et kontingent på 200 kr. blev vedtaget. Det vil i henhold til vedtægter forfalde til betaling inden tre uger.
Valg
Følgende blev foreslået og valgt med akklamation: Formand. Bent Kristensen Kasserer Thomas Seeberg Bestyrelsesmedlem Uffe Harksen - Henrik Jensen - Øivind Solheim Suppleant Jørgen Jørgensen - Birger Lund Revisor Benny Lyng Nielsen Revisorsuppleant Jørn Ishøi
De næste trin
Bent Kristensen gennemgik kort den i hans præsentation, jf. foran, indeholdte slide herom.
Kassereren opretter snarest en bankkonto og iværksætter kontingentopkrævningen.
Hjemmesiden opdateres med hensyn til generalforsamlingens vedtagelser.
Der informeres i næste nummer af Egebjergbladet; med opfordring til at flere melder sig ind i foreningen.
Bestyrelsen mødes første gang mandag den 31. oktober og efterfølgende normalt ca. hver fjortende dag.
Sign:
Thomas Seeberg, dirigent Henrik Jensen, referent . |
Vi får enkelte mails retur, bl.a. med adressaten ubekendt. Hører du til dem, der ikke har fået mails i de seneste uger, så send os din korrekte (nye) mailadresse (med fulde navn og postadresse, så vi kan prøve at undgå dobbeltoptagelse i listerne eller andre fejl). |